I Odense Kommune har de valgt at arbejde med Housing First, fordi de tror på, at alle skal have mulighed for at få et godt liv i deres egen lejlighed.
De har set, hvordan effekten er rigtig god, og de har set en stor besparelse ved omstillingen til Housing First. Besparelserne er især kommet ved, at de meget dyre løsninger, der er knyttet til hjemløshed, bliver reduceret, når borgeren flytter i egen bolig og kan modtage hjælpen der.
Konkret er besparelserne fundet ved, at driftsudgifterne er reduceret på en række specialiserede socialområder, herunder længerevarende botilbud, kvindekrisecentre, herberger og forsorgshjem. Besparelser kommunen forventer vil fortsætte i de kommende år. Læs mere om de økonomiske aspekter af Housing First-tilgangen i Odense Kommune i VIVE’s rapport Housing First i Odense.
Politisk opbakning gennem lang tid
Omstillingen til Housing First i Odense er blandt andet et resultat af et vedvarende politisk fokus. Byrådspolitikere og embedsværk har været på studietur sammen til udlandet, har indhentet gode erfaringer fra andre kommuner, og har i det hele taget været nysgerrige på, hvordan de kunne lave deres egen model, der passede ind i Odenses måde at arbejde på.
Kommunen har været i gang i mere end ti år, og har formået at fastholde temaet på dagsordenen på trods af skiftende politiske konstellationer. Simpelthen fordi man politisk har besluttet, at det skal være en prioritet.