Ikast-Brande er med en social investering kommet godt gang i med Housing First

Udgivet af

Hjem til Alle

I samarbejde med

Ikast-Brande Kommune

Ikast-Brande Kommune har i samarbejde med Den Sociale Investeringsfond fået mulighed for at implementere Housing First. En omstilling, der førhen ikke har været mulig, selv om kommunen har arbejdet med visionen om at nedbringe hjemløshed.

”Hjemløshed er et vildt problem, som vi gennem mange år har arbejdet for at nedbringe. Samarbejdet med Den Sociale Investeringsfond giver os en unik mulighed for at få et økonomisk frirum til at investere massivt i nogle meget intensive indsatser. ”, siger Ulla Wernberg-Møller, Psykiatri- og Handicapchef i Ikast-Brande Kommune.

Hele kernen i projektet er at lave hurtige, intensive og omfattende indsatser i et tæt samarbejde mellem alle dem, der er i berøring med de pågældende borgere, og at indsatserne sker efter Housing First-tilgangen, der er en evidensbaseret metode som danner et godt fundament for samarbejde mellem kommune, boligorganisationer og civilsamfund.

Borgerne har typisk rusmiddelproblematikker, psykiske udfordringer, et generelt dårligt fysisk helbred og et lille eller ikke eksisterende netværk. Ved at afprøve nye arbejdsgange og et tæt samarbejde på tværs af Socialpsykiatrien, Center For Rusmiddelbehandling, Ydelseskontor og andre relevante aktører som f.eks. boligforeninger, bliver borgerne sat i centrum for den hjælp, de har brug for.


En investering der virker – og bringer besparelser

Det offentligt-private samarbejde med investeringsfonden fungerer på den måde, at Ikast-Brande Kommune har lånt penge af Den Sociale Investeringsfond, så kommunen får mulighed for en mere omfattende indsats, uden at det vælter budgettet.

Den nye måde at arbejde med Housing First har givet besparelser i det kommunale budget, så kommunen derigennem kan tilbagebetale lånet til Den Sociale Investeringsfond. Her skal man som kommune dog være opmærksom på, at besparelsen ikke nødvendigvis er i det budget, der bærer udgiften. F.eks. har det i Ikast-Brande givet besparelser på beskæftigelsesområdet, selv om indsatsen har været forankret hos Center for Rusmiddelbehandling.

De gode erfaringer med at arbejde på tværs betyder, at kommunen efter projektperiodens afslutning har besluttet at fortsætte med at arbejde på tværs af sektorer for at bringe flere borgere ud af hjemløshed.


Læs mere her

Pressemeddelelse: Profugo – Ny indsats til at hjælpe hjemløse eller borgere, der er i fare for at blive det | Ikast-Brande Kommune

Investering i hjemløshed i Ikast-Brande Kommune – Den Sociale Investeringsfond (dsi.dk)

Relaterede cases