TEMA
Betalbare boliger til indsatsen
Boligen er en forudsætning for at komme ud af hjemløshed og få en mere stabil hverdag. Det er dog en stor opgave for mange kommuner at skaffe egnede og betalbare boliger til hjemløseindsatsen, og der kan være brug for at tage uudnyttede redskaber i brug.
Kort fortalt
For at sikre flere betalbare boliger til hjemløseindsatsen kan kommunen både arbejde med at udvide boligmassen ved at bygge nyt og med at udnytte den eksisterende boligmasse bedre. I kommuner, der er lykkedes godt, har der været fokus på at styrke samarbejdet med lokale boligorganisationer samt på at gøre brug af anvisnings- og udlejningsaftaler. Tæt koordinering om boligerne har både ført til bedre udnyttelse af boligmassen og hurtigere sagsbehandling.
Er mængden af betalbare, almene familieboliger begrænset, er det også muligt at anvise til boligtyper som f.eks. ungdoms- og studieboliger (med dispensation for studiekrav) eller private boliger.
Det er vigtigt at have for øje, hvad der er en passende bolig for den enkelte. Dette defineres i samarbejde med borgeren, typisk ud fra parametre som husleje, størrelse og beliggenhed. Der kan være brug for at finde et kompromis i matchet mellem borger og bolig, men det skal altid være frivilligt for borgeren at skrive under på en lejekontrakt.
Nyttige redskaber
- Med Puljen til Etablering af Permanent Billige Boliger er det muligt for at søge tilskud til etablering af særligt billige almene familieboliger til boligsøgende med en lav betalingsevne, herunder borgere i hjemløshed.
- Puljen til Midlertidig Nedsættelse af Huslejen (udmøntet) har været et vigtigt redskab for kommunerne til at nedbringe huslejen midlertidigt for borgere i hjemløshed. Følg med i aktuelle puljer på boligområdet hos Social- og Boligstyrelsen.
- Overgangen fra hjemløshed til egen bolig kræver særlig opmærksomhed, da risikoen for tilbagefald i hjemløshed er stor, hvis ikke boligen opleves som et trygt hjem. Tilgå viden om økonomisk og praktisk hjælp til etablering på KL’s webinar eller i denne Skrivelse om hjælp til borgere i hjemløshed – til indbo og indskud til bolig.
- Det kan være en fordel at samarbejde med lokale civilsamfundsorganisationer eller frivillige om praktiske opgaver ifm. indflytning.
Hvad gør andre kommuner?
Ofte stilede spørgsmål
I kortlægningen Fra bolig til hjem. Relevante boligløsninger til borgere i hjemløshed foretaget for det Nationale Partnerskab mod Hjemløshed, peger man på forskellige konkrete redskaber, som kan hjælpe borgere i hjemløshed til at få en bolig og skabe et hjem. Kortlægningen har tre overordnede temaer:
- Overblik over den eksisterende boligmasse
- Udnyttelse af den eksisterende boligmasse
- Tilpasning af boligmassen på sigt.
Herunder bl.a. en gennemgang af de forskellige muligheder, der kan tages i anvendelse for at fremskaffe boliger til målgruppen, opgørelser om geografisk fordeling af boligtyper, huslejeniveau og boligsammensætning i kommunerne. Nogle af de centrale pointer er, at kommuner med fordel kan indgå strategiske udlejningsaftaler med deres boligorganisationer samt søge midler gennem statslige ordninger, som kan sikre billige boliger til borgere i hjemløshed.
Erfaringer viser, at de kommuner der systematisk benytter kommunale boliganvisninger, forbedrer muligheden for at skaffe boliger til borgere i hjemløshed. Via et godt samarbejde med boligselskaberne kan I også lave mere målrettede og fleksible anvisningsaftaler, der sikrer et bedre match til borgernes behov og ønsker.
Læs mere om kommuners brug af boliganvisninger, og de tilhørende dilemmaer i afsnit 4 ‘Boliger til indsatsen’ i Vives rapport: Housing First i kommunen – En kvalitativ undersøgelse af muligheder og udfordringer i omstillingen til Housing First på hjemløshedsområdet.
- Samtidig giver det jer mulighed for at styrke den sociale balance i jeres kommune. Det kan nemlig aftales, at afdelinger med en skæv beboersammensætning friholdes, så anvisningen kun sker i afdelinger med en sund social balance. I vil dermed have bedre rammer for at få byen til at fungere bedst muligt. Læs mere om udlejning og anvisningsaftaler på BL – Danmarks Almene Boligers hjemmeside.
- Udgifter i forbindelse med aftalerne skal ses i lyset af, at det med den nye hjemløsereform er blevet markant dyrere for kommunen at have mennesker i hjemløshed boende på §110-boformer, mens en Housing First-baseret indsats i borgerens eget hjem til gengæld er blevet billigere.
- Ved indgåelse af en anvisningsaftale dækker kommunen udgifter til tomgangsleje, for de boliger de ønsker at benytte, og garanterer for lejerens pligt til at istandsætte boligen ved fraflytning. Kommunen kan også yde lån til forudbetalt leje og depositum efter reglerne i boligstøtteloven. Er der tale om anvisning af borgere med behov for støtte efter servicelovens paragraffer, skal kommunen desuden sikre finansiering til den socialfaglige støtte.
- Når en borger anvises til en bolig hos et boligselskab, foregår det i et samarbejde mellem kommune og boligselskab. Mens boligselskabet stiller boligen til rådighed, er det kommunens ansvar, at borgeren får den nødvendige socialfaglige støtte. De specifikke forpligtelser formes i den indgåede aftale. Det er muligt at søge rådgivning hos aktører såsom BL, KL og Social- og Boligstyrelsen.
- Rygraden i at sikre betalbare boliger på hjemløseområdet er den almene boligsektor. Men interessen for at løfte et socialt ansvar er stigende blandt private boligaktører. Med reglerne om kommunal anvisning, har kommunen mulighed for at indgå frivillige aftaler med private udlejere om anvisning til en del af ejendommens boliger.
- Som for anvisningsaftaler med almene boligselskaber, garanterer kommunen for udgifter til tomgangsleje, for istandsættelse ved fraflytning, og kan derudover yde lån til forudbetalt leje og depositum efter reglerne i boligstøtteloven.
- Læs mere om mulighederne for samarbejde mellem kommune og privat boligaktør om betalbare boliger til indsatsen på privateboliger.hjemtilalle.dk og i denne Guide til samarbejde.
- På boligområdet er der med midler fra ’Fonden for blandede byer’ etableret puljer, der har til formål at nedbringe huslejen midlertidigt i eksisterende almene boliger og sikre permanent billige boliger i alment nybyggeri. Konkret er der afsat 150 mio. kr. i til midlertidig nedsættelse af huslejen i eksisterende almene boliger (puljen er udmøntet) og 900 mio. kr. i til engangstilskud, som permanent nedsætter huslejen på nye almene boliger. I begge tilfælde er der tale om boliger med fuld kommunal anvisningsret. Læs mere her.
- Med reformen er der desuden aftalt nye muligheder for at indgå aftale om udslusningsboliger i op til fem år. Læs om de ændrede regler her.
- Med den nye kontanthjælpsreform er §34 i Lov om aktiv socialpolitik blevet nedlagt. Hvis en borger er udsættelsestruet kan kommunen yde midlertidig støtte ved hjælp af Aktivloven § 81 a.
- I forbindelse med indflytning i egen bolig kan kommunen yde lån til beboerindskud, hvis der er tale om almene boliger eller lån til depositum og forudbetalt leje efter reglerne i boligstøtteloven. Læs mere i Bekendtgørelse af lov om individuel boligstøtte.
- Som regel har borgeren meget få ejendele med sig. For at gøre boligen til et hjem og skabe et liv i den, er det vigtigt, at borgeren får hjælp til at etablere sig i boligen med møbler, køkkenudstyr, inventar mv. Ellers er der risiko for at borgeren ikke opholder sig i boligen og falder tilbage i hjemløshed.
- Kommunen kan yde flyttehjælp og etableringshjælp til indkøbene. Der er tale om engangsydelser og beløbene fastsættes ud fra en konkret vurdering af borgerens økonomiske forhold. Læs mere om muligheden for at give flyttehjælp og etableringsydelse i denne skrivelse om hjælp til borgere i hjemløshed – til indbo og indskud til bolig eller se KL’s webinar Omlægningen af hjemløseindsatsen – ydelser der understøtter Housing First.
- Der er gode eksempler på, at kommunernes flyttehjælp og etableringsydelse suppleres af civilsamfundsorganisationer, der hjælper med at anskaffe genbrugsmøbler og -inventar. I nogle tilfælde tilbyder civilsamfundsorganisationer også hjælp til indretning og mindre håndværksmæssige opgaver. Det er dog vigtigt, at bidrag fra civilsamfundsorganisationer ses som et supplement og ikke som en erstatning for den flyttehjælp og etableringsydelse, kommunen skal yde.